Menu

• Forsiden

Kategorier

• Kultur
• Psykiatri
• Stoffer
• Uddannelse
• Weekend

Opfindelsen af ADHD

"Efter min mening ville det være en økonomisk og menneskelig tjeneste, om der blev gjort en smertefri ende på deres eksistens," sagde den engelske børne-psykiater og opfinder af diagnosen MBD (Minimal Brain Disorder, senere DAMP) Alfred F. Tredgold. [1]

Mon det at give 5.000 danske børn Ritalin®, der kan gøre dem til små zombier, er opnåelsen af netop den vision? Den psykiatriske professor Thomas Szasz siger uden omsvøb, at ADHD - et andet navn for DAMP - er en opfundet sygdom, en betegnelse for en "sygdom", der aldrig har eksisteret i virkeligheden. Imens man indenfor almindelig lægevidenskab prøver at finde en kur mod en sygdom, kendetegnes psykiatrien ofte ved, at psykiaterne leder efter sygdomme, som de enten kan tage penge for at "behandle," eller sygdomme, de kan ordinere piller for. Af samme grund er helbredelse af psykiske "sygdomme" reelt ikke-eksisterende, dels fordi de symptomer, der blev behandlet, ikke var en egentlig "sygdom", men også fordi den psykiatriske elektrochok eller medicinske "behandling" i sig selv skader patienten mere, end hvis patienten aldrig mødte en psykiatrisk institution eller en psykiater. Helbredelsesprocenten er ikke overvældende. Tværtimod dør en stor del af patienterne årligt - i Danmark alene døde 1631 personer i 2000 af "mentale lidelser" ifølge Dødsårsagsregistret. Hvor skadelig psykiatrien i virkeligheden er, kan være svært at opgøre, fordi patienter, der skades omfattende af den psykiatriske behandling - med for eksempel overdosis af medikamenter eller elektrochok - overflyttes til almindelige hospitalers intensivafdelinger og dér dør de af hjertestop, kvæstelser. vold eller andet, de pådrog sig under "behandlingen", men som derfor ikke direkte på dødsattesten relaterer til deres ophold i psykiatrisk varetægt. Dertil kommer de mange tilfælde, hvor resultatet ikke er død, men ødelagte liv, hvis konsekvens spreder sig som ringe i familie- og venne-sfæren. I tilfældet DAMP handler det nemlig ikke kun om det enkelte barn, men har vidtrækkende konsekvenser for søskende, forældre, bedsteforældre og venner.

Opfindelsen af DAMP/ADHD

At kalde DAMP, og de andre navne tilstandene i årenes løb har fået, en sygdom, er en givtig opfindelse, hvilket efterhånden ikke synes at være nogen hemmelighed med det stigende antal børn, der hvert år får etiketten "DAMP-barn" klistret på sig. Alene i de sidste otte år er antallet af "DAMP-børn" i Danmark på mehylphendidat-medicin som Ritalin nidoblet fra 520 børn i 1997 til 4.765 børn i 2005. Det til trods for, at DAMP ikke engang er officielt anerkendt som en sygdom eller "forstyrrelse" i Danmark. I april 1998 afviste Sundhedsstyrelsen - efter 3 års arbejde - at godtage DAMP som en diag-nose, blandt andet fordi den er for upræcis. Man anerkendte, at der findes børn med disse symptomer, men mener ikke, at der er forskningsmæssig belæg for at gøre betegnelsen officiel. Sundhedsstyrelsen beskriver i sin redegørelse fra april 1998, at symptomerne må opfattes som udtryk for funktionsvanskeligheder, ikke sygdom, for eksempel svarende til højde, som varierer fra person til person. At sygdommen ikke eksisterer i virkeligheden, men alene i psykiaternes fantasi og bøger, er der flere og flere eksperter, der mere end antyder. "Vi kan i teorien finde en måde at give piller for en hvilken som helst form for symptomer, der er anderledes end, hvad vi synes, der skal kaldes normalt. Vi kan lave hundreder af forskellige situationer og diagnoser i fremtiden, som vi kan finde piller til. Hvis man ser på udviklingen indtil nu, fra nogle få psykiske sygdomme for hundrede år siden til de over tre hundrede vi har nu, er det ikke svært at se udviklingen over de næste par generationer til at blive altomfattende - det kan ganske enkelt blive vores civilisations undergang," pointerer den amerikanske professor i pædagogik, Ty Chris Colbert, der har skrevet flere bøger om emnet. Hvis du holder mærkeligt på en blyant, har svært ved at cykle eller ikke kan modtage en besked, eller har du svært ved at høre om en lyd kommer fra venstre eller højre, så er du i risikogruppen. I Danmark skønner psykiatere, at mellem tre og seks procent af alle danske børn lider af DAMP - men mest drenge. På netdoktor.dk beskriver forskningsleder og overlæge i børne-neuropsykiatri under Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus i Odense, Niels Bilenberg, DAMP som en kronisk tilstand, dvs. en tilstand der ikke kan helbredes. Overlægen skønner, at tilstanden vil fortsætte i voksenlivet, men at man enten lærer at leve med det, eller måske stadig har problemer med f.eks. koncentration. "Alle mulige farer lurer på impulsive personer," som det hedder.

Den amerikanske professor emeritus i psykiatri, Thomas Szasz lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af DAMP som en helt igennem ikke-eksisterende sygdom, opfundet til lejligheden: "En gennemsnitlig mor er jo ikke ekspert i psykiatriens historie. Hun ved ikke, at psykiatere igennem hundreder af år har anvendt såkaldt diagnostiske termer med det formål at sætte en etiket på folk og kontrollere dem. Lad mig blot give et par få, dramatiske eksempler på det. Da de sorte slaver i Amerika flygtede til friheden, var det ifølge psykiaterne ikke fordi, de ønskede at være frie. Nej, de led af en sygdom kaldet drapetomania - "drapets" betyder bortløben slave, og mani. Det er ikke noget, jeg finder på. Det var en legitim diagnose, ligesom ADHD nu om dage er det. Kvinder, der som bekendt udgør halvdelen af befolkningen, havde en seriøs sygdom kaldet hysterisk, hvis de formastede sig til at gøre oprør mod mænds dominering, som man mente skyldtes deres "vandrende livmoder" - man mente ganske enkelt, at livmoderens bevægelser indeni kroppen forårsagede skader og forårsagede hysteri."

Aldrig en reel sygdom

"Ingen af de "sygdomme" psykiatrien har opfundet var nogensinde reelle sygdomme, ligesom ADHD eller DAMP heller ikke er en sygdom. Der findes ingen opførsel - god opførsel eller dårlig opførsel - der kan betegnes som en sygdom, eller som kan være en sygdom. Sygdomme er således ikke den slags. Så det har ikke noget at sige, hvordan et barn opfører sig, der er ganske enkelt ikke noget at eksaminere. Hvis et barn er sygt, må der være en objektiv videnskab, som man kan bruge til at diagnosticere, baseret på fysiske og objektive tests. Det er derfor, at når du går til lægen, så tager de blodprøver og røntgenbilleder. De ønsker ikke at høre om, hvordan du har opført dig." "Når autoriteterne fortæller en mor, at hendes søn er syg, og at det er nødvendigt at give ham piller, hvordan skal hun så kunne gennemskue, at det simpelthen er løgn. Hvordan skal hun kunne vurdere, at det, eksperterne kalder DAMP eller ADHD ikke eksisterer som en sygdom?" er den amerikanske professor emeritus, Thomas Szasz retoriske spørgsmål. "Da jeg gik på universitetet for at læse til læge, for tres år siden, var der kun en håndfuld psykiske sygdomme. Jeg tror, der var seks eller syv. Nu om dage er der mere end tre hundrede! Og nye "opdages" hver dag!" "At klæbe etiketten "psykisk syg" på et barn er at nedgøre barnet, det er ikke en diagnose. At give barnet psykiatriske stoffer er forgiftning, ikke behandling. Sygdom er, når der er noget, der ikke fungerer i kroppen, såsom hjertet, leveren, nyren, hjernen og så videre. Mæslinger er en sygdom, det kan du se og vil ikke være i tvivl om. Forårsfornemmelser, der på engelsk hedder forårs-feber, er heller ikke en sygdom!"

Bivirkning: Dødsfald

Blandt bivirkningerne ved at tage medicin mod DAMP er hjerteproblemer, der er "almindelige" og rammer op til ti procent. Mere ualmindeligt er pludselig død, men ifølge New York Times vil amerikanske specialister ikke udelukke, at en stribe dødsfald - flest blandt børn - kan forbindes med brugen af psykostimulansen mehylphenidat-medicin, der er bedst kendt som Ritalin. Indtil videre er der registreret 51 dødsfald i USA og 9 i England, hvilket har resulteret i, at Ritalin og anden DAMP-medicin i USA og England siden 2005 er blevet forsynet med en "black box" label, der udtrykkeligt advarer om, at denne medicin kan være livsfarlig ved anbefalet dosis. I Danmark er der indtil videre ikke officielt rapporteret dødsfald.

Kan det virkelig passe?

Hvor lægevidenskaben gennem århundreder har koncentreret sig om at hjælpe den enkelte, har psykiatrien gjort det til sit speciale ikke at hjælpe patienten, men at foregive at afskærme besværlige personer fra samfundet. Som f.eks. at passificere de børn med Ritalin, som Alfred F. Tredgold i 1908 anbefalede, at man simpelthen aflivede, fordi - som han sagde - "mange af de syge [børn] er fuldstændigt hjælpeløse, frastødende i deres fremtræden og manerer. Deres eksistens er en gentagen kilde til sorg og ulykke for deres forældre, og efter min mening ville det være en økonomisk og menneskelig tjeneste, hvis der blev gjort en smertefri ende på deres eksistens." Eller som de sindslidende, som psykiatriske hospitaler holder indespærrede, fordi de efter sigende udgør en fare for sig selv. Årsager har aldrig været psykiatriens stærke side, man arbejder alene med at dæmpe eller kontrollere symptomer ved hjælp af medikamenter - eller ved ganske enkelt at spærre mennesker inde. Lidt efter devisen, at "hvad man ikke ser, har man ikke ondt af." Lidt som hvis autoværkstedet anbefalede os at bruge ørepropper mod larmen, i stedet for at give bilen en ny lydpotte. Psykiatri synes ganske enkelt ikke at virke. Forældre til "DAMP-børn" finder sig selv fanget i dilemmaet, at autoriteterne siger, at deres barn skal have stoffer for at klare sig. Og når barnet er på stoffer, men det ikke bliver bedre, hedder det sig, at "hvis behandlingen med stoffer stopper, bliver det rigtigt slemt." Det er en fælde, der skjuler det faktum, at barnet oftest ikke fejlede noget til at starte med, men at stofferne har forværret situationen til en grad, så det bekræfter psykiaterens formaning om, at takket være stofferne er det ikke blevet så slemt, som det kunne være blevet. Men hvad er det for mennesker, disse psykiatere? Et fællestræk er, at de går ind for fast-spænding og indespærring - det ligger vel i sagens natur, at hvis éns behandlingstilbud hverken er effektivt eller får patienten til at føle sig bedre tilpas, ja, så er det svært at holde kunderne i butikken, med mindre man låser dem fast eller inde. Benjamin Rush (1746-1813) anses som "faderen" til den amerikanske psykiatri. Han førte korstog for medicinering som en løsning på personlige og sociale problemer. Han foreslog en "medicinsk stol", hvori man kunne spænde patienterne fast og tvangsmedicinere dem. Som det "eneste anvendelige helbredelses-princip" gik han ind for smerte, idet smerte mod kroppen var måden at nå til sindet og dermed til roden af problemerne. Smerten kunne påføres gennem forskellige former for tortur, såsom direkte fysisk smerte eller ved at sulte patienten. For at udvikle kredsen at patienter, opfandt han utallige diagnoser såsom "anarchia" (fra anarki), der dækkede over "en slags sindssyge" hos mennesker, der ønskede mere demokra-tiske tilstande. Men han havde flere ting i ærmet. For eksempel var det i hans øjne en psykisk sygdom, hvis man ikke ville støtte kristendom, hvis man ikke (ligesom han selv) gik ind for medicinering, eller hvis man gik ind for, hvad der kaldtes "overdreven frihed til mennesker", hvormed han hentydede til de strømninger i samfundet, som dengang gik i retning af at give slaver, kvinder og andre af datidens undertrykte flere rettigheder.

Medicinskabet er pengeskabet

Har man sagt psykiatri, må man samtidig sige medicinalvareindustri, eftersom medicinering stort set uden undtagelse indgår i enhver "behandling." Og det er i denne fase, at behandlingen i form af patenteret medicin eksisterer på markedet, som regel før selve sygdommen og dens symptomer er fundet. I 1955 godkendte den amerikanske Levneds- og Lægemiddelstyrelse (FDA) Ciba-Geigy"s methylphenidate (en videreudvikling af amfetamin) til en række psykiske sygdomme. Efter patentet var udløbet i 1967, blev Ritalin introduceret i 1970 - det var Ciba-Geigy"s varemærke-beskyttede udgave af medicinen - og det blev indikeret, at midlet kunne bruges i forbindelse med MBD/ADHD hos børn. Pillerne kom som 5, 10 og 20 mg-tabletter til indtagelse tre gange dagligt, og senere er der også kommet 20, 30 og 40 mg-tabletter med "længerevarende effekt," og senest Ritalin Uno, med ekstra langvarig effekt. Samtidig med introduktionen finansierede Ciba-Geiby en omfattende forskning i, hvad der dengang blev kaldt MBD (Minimal Brain Dysfunction), hvorefter deres produkt Ritalin blev positioneret først i rækken af behandlingstilbud. I 1975 var mere end 1 million børn i USA blevet diagnosticeret med MBD (ADHD/DAMP) - og halvdelen af dem, der blev behandlet med medicin, blev behandlet med ... Ritalin. Først da navnet MBD havde fået en lidet populær klang, ændrede man i 1980 "sygdommen" til ADHD, hvilket har været dens betegnelse i USA siden. I Norden opfandt den svenske professor i børnepsykiatri Christopher Gillberg begrebet DAMP i forbindelse med en større epidemiologisk undersøgelse, han havde foretaget. WHO"s internationale klassifikationssystem ICD-10 (af 1992) erstattede MBD med diag-nosen Hyperkinetisk Forstyrrelse. I 1994 vedtog man i Danmark at følge ICD-10. I 1998 var der tale om at bruge navnet DCD, men det blev aldrig til noget.

Makulerede forskningen

Christopher Gillbergs forskning og rolle ikke alene som navnefader, men også i udbredelsen af DAMP, er imidlertid værd at dvæle ved. Det forholder sig nemlig således, at han aldrig har tilladt nogen at få lov til at se hans forskningsnotater. Igennem år havde uafhængige forskere ønsket adgang til det materiale, der lå til grund for børnepsykiaterens konklusioner omkring DAMP. Da de efter års kamp ved svenske retsinstanser endelig fik medhold i, at materialet, der var betalt med skatteydernes penge, kunne undersøges af forskere, skete der noget meget underligt: Mens professor Gillberg, der var blevet idømt 50 dagbøder og betinget fængsel for at nægte at give forskerne adgang til materialet, var på en rejse til London, makulerede hans egen kone, hans assistent og den kollega, han havde lavet den oprindelige undersøgelse med, simpelthen alle forskningsdokumenterne, der fyldte ti arkivskabe. Det kom som en "jevla" overraskelse for ham, har han siden bedyret. Summa summa-rum; ingen fik nogensinde den forskning at se, der lå til grund for DAMP-diagnosen. Problemet er, at der er noget lurvet ved megen af den forskning, der ligger til grund for det, vi i dag kender som DAMP. Man kan sige, at der er noget tvivlsomt ved forskningsresultater, der er udvirket ved hjælp af penge fra det firma, der har patenteret Ritalin - især da forskningen konkluderer, at Ritalin passer som fod i hose med de patienter, der udviser disse symptomer.

Selvmodsigende forskningsresultater

Men også tidligere forskning er mildt sagt tynd i kanten. Amerikanerne Strauss, Werner og Lettinens beskrivelser fra 1940"erne og 1950"erne anses for et pionerarbejde med hensyn til MBD, der senere blev til DAMP. I 1940"erne forskede Alfred Strauss og hans kollegaer i hjerneskader hos børn og isolerede hyperaktivitet, som det mest markante tegn på hjerneskade. Strauss" argumenter var bemærkelsesværdige, idet de var cirkulære, dvs. at de sagde, at hyperaktive børn er hjerneskadede, fordi de er hyperaktive. Og hyperaktive, fordi de er hjerneskadede. Senere forskning har i øvrigt kundgjort, at hjerneskade og hyperaktivitet ikke har nogen sammenhæng - mindre end 5% af hjerneskadede børn lider af hyperaktivitet. Men det til trods, betragtes Strauss, Werner og Lettinens forskning stadig som et gennembrud og en af hjørnestene i DAMP-forskningen. En forskning, der i bedste psykiatriske tradition i øvrigt fortsætter ufortrødent. Vi har alle hørt sangen, "vi ved i virkeligheden meget lidt om, hvad den virkelige årsag er - vi må ganske enkelt have flere penge til at forske i det". Der findes næppe et eneste felt indenfor psykiatrien, hvor årsagen til en psykiatrisk sygdom er fuldstændig, objektivt og konsekvent kortlagt. Det er her, firmaer som Ciba-Geigy kommer ind med forskningsmillionerne. Oprindelsen til vore dages DAMP skal findes for omkring hundrede år siden. I 1902 publicerede englænderen Sir George F. Still en serie artikler, der beskrev børn med opførsels-problemer, der ikke kunne tilskrives den måde, de var blevet opdraget på. Han foreslog, at det i stedet måtte skyldes neurologiske fejl (altså vedrørende nervesystemet). I realiteten er vi stort set på det samme stadie i dag. Psykiatrien mener, at det ikke skyldes opdragelse, men må skyldes noget i hjernen, hvorfor svaret er kemikalier i form af Ritalin og lignende stoffer. Deres primære opgave er så at overbevise forældre og børn om, at dette er et problem - faktisk en sygdom - og at der er intet, forældre selv kan stille op med det. Læs også artiklen Ud af Ritalin-helvedet om Anders, der fik Ritalin fra han var dreng til han var teenager.

Fakta om Ritalin®

I 1996 fusionerede Ciba-Geigy med Sandoz og blev til Novartis. Med en omsætning på ca. 185 milliarder kroner er Novartis verdens 7. største medicinalfirma og ejer rettighederne til varemærket Ritalin, samt otte andre typer medicin til centralnervesystemet - og yderligere 75 nye typer medicin, der er under udvikling. Novartis har været udsat for en række gruppe-søgsmål, hvor adskillige hundrede forbrugere er samlet i én sag og har sagsøgt Novartis for at have været involveret i "svindel og sammensværgelse" i over-markedsføringen af ADHD/ DAMP. Ifølge Novartis årsberetning var der i 2002 fem af disse gruppe-søgsmål mod virksomheden - for Ritalin alene. "Vi vælger sygdommene, og vi vælger de typer patienter, der skal behandles - og vi vælger fremgangsmåderne," udtaler Mark Fishman, der er præsident for Novartis" research afdeling, hvor flere end tre tusinde forskere arbejder med at udvikle ny medicin. I USA steg salget af Ritalin, Ritalin Uno og tilsvarende produkter fra 5 milliarder til 21 milliarder kroner i 2000-2004. I februar 2006 blev Novartis pålagt, at Ritalin skulle forsynes med den stærkeste advarsel, der findes for medicin, den såkaldte "Black Box," efter den amerikanske læge- og levnedsmiddelstyrelse, FDA, havde efterforsket 25 dødsfald og 56 sager med hjerteproblemer i perioden 1999-2003. Yderligere bivirkninger ved Ritalin er manglende appetit, mavepine, søvnproblemer, hovedpine og - på længere sigt - manglende vækst, indlæringsproblemer samt øget risiko for kræft.