Menu

• Forsiden

Kategorier

• Kultur
• Psykiatri
• Stoffer
• Uddannelse
• Weekend

Kunsten at være sig selv

”Kom så her! Hvis du ikke holder op, får du sateme ingen aftensmad!” Moderen der hiver i barnets arm og skælder arrigt Vi kan alle genkalde situationen fra supermarkedet. Måske kender vi det ligefrem fra os selv. Enten fra da vi selv var børn, eller som forældre. Vi tager det lige i langsom gengivelse: ”Kom så her! Hvis du ikke holder op, får du satame ingen aftensmad!” Livsens ondskab i en nøddeskal. Lykke er det ihvertfald ikke. Men hvor kommer det fra? Svaret er, ifølge Mikkel Jørck, at det kommer fra samme sted som den uforklarlige vrede, uforklarlig sorg og tanker som Jeg er dum / jeg er for grim / jeg er ikke klog nok / folk kan ikke li’ mig / lugter jeg? / Snakker de om mig derovre? / Kan de se på mig hvad jeg tænker? / Kan de se hvor dårligt jeg har det? / ... osv

Det reaktive sind i Dianetik

I Dianetik kaldes stedet den slags kommer fra, det reaktive sind. Et sind – en overlevelsesmekanisme – der træder i kraft, når sindet bliver træt og i nogen grad overlader styringen af livet til et sind, der er designet til at klare ærterne, når det analytiske sind og jeg’et ikke har kræfterne til det. Det reaktive sind er det, der tvinger koppen til at trække vejret, når kroppen har været udsat for et færdselsuheld og ligger bevidstløs i rabatten med åbent kraniebrud. En overleveleses-maskine der kan bypasse alle andre funktioner i kroppen og sindet, når det selv skønner at det er på tide at tage over. Problemet med det reaktive sind er imidlertid, at skønt det er en fornuftig mekanisme til sikring af overlevelse i kritiske situationer, styres det beklageligvis af indtryksbilleder med smerte, bevidstløshed og virkelige eller forestillede trusler mod overlevelse. Det er et sind, der er designet til at klare overlevelse i ekstreme situationer. Ikke livets daglige fornødenheder, såsom at have børn med i supermarkedet.

Et ukendt sind

Skønt medfødt, er det reaktive sind ukendt af de fleste mennesker. Af den simple årsag, at det kører for fuld kraft under perioder hvor man ikke er der (som under bevidstløshed), men samtidig har retten til at træde ind og overtage situationen og gøre at man ikke er der, hvis det selv skønner det nødvendigt at tage over. Så simpelt, at det næsten er svært at forstå. Lad og tage tilbage til hændelsen i supermarkedet hvor moderen – lad os bare kalde det opdrager – sit barn. Et træt barn der nærmer sig senegetid. En træt mor. Begge er de sultne midt i en overflod af fødevarer, larm, muzak og et virvar af trætte forældre der forsøger at overskue køledisken og halvtrætte børn, der forsøger at trække forældrene mod hylderne med slik og legetøj. De er ikke just bevidstløse, men heller ikke i en optimal tilstand. Mor vil den ene vej, barnet vil den anden. Mors løsning: Tru med tab og/eller smerte, så øglen paralyseres og gør som der bliver sagt. Vis tænder og send lyn med øjnen som en forsvarende leopard. Det sku virke! Barnets løsning: Vand i øjnene, grådfyldt stemme. (Det plejer at blødgøre uhyret med dametasken; folk kigger og hun ved jeg først holder op når jeg får min vilje!). Det er ikke nogen rationel endsige kærlig sitation. Der er en særegen logik i det; for man ved godt det ikke er ideelt, men man er jo nødt til det. Mor mener jo ikke truslerne, det var for barnets eget bedste. Tja.

Den optimale tilstand

Det er her eksperten Mikkel Jørck kommer ind i billedet. Hans arbejde er, sammen med et større team i Dianetik Center Danmark, med at Cleare folk. At frigøre dem fra det reaktive sind og dets dæmoner. At gøre dig til herre i dit eget hus; herre over det reaktive sind og bliver en person i den bedst mulige eller optimale tilstand. ”Som Clear er du ovenpå. Du har en stabilitet og en base, en indre ro og selvsikkerhed. En utrolig fornemmelse af at være dig selv.” ”Der er meget der ikke er optimalt i såkaldt almindelige menneskers liv. Et meget almindeligt problem er at man gerne vil sige et eller andet, men man kan ikke. Man bliver sammenknuget i maven, rød i hovedet og sådan noget. Uforklarlige fænomener, som vi alligevel affærdiger som naturlige – fordi sådan er det bare. Det nye er så, at det kan jeg – det kan Dianetik – gøre noget ved. Vi kan forbedre folks tilstand.”

”Kan ikke”

”Du kan opleve, at du ” kan ikke” de ting som du gerne vil. Pigen med det lyse hår, huset på bakketoppen, forfremmelsen eller et nyt job. Ting man gerne vil, men som man opgiver før end man egentlig får begyndt. Det man skal forstå er, at der ikke er nogen lov eller andre mennesker, der siger, at man ikke kan. Du klarer det helt selv. Du kunne stå mutters alene på månen og og så ville denne ”kan ikke” impuls komme og forpurre dit mål og dine drømme. Så er det nemmere – mindre smertefuldt og sikrere – at opgive. ”Naaj, jeg er for dum,” ”Det er ikke for sådan nogen som mig” og i den dur. Ikke helt stemmer du hører, men så godt som. Det er det reaktive sind, der kommer med velmenende, men ikke særligt fornuftige råd. Du opfatter rådene, men ikke hvordan de kommer ind i billedet. Det føles som noget du selv beslutter. ”Det er grænsende til det morsomme, er det ikke? Det er en invalidering af dig selv, fra dig selv og som ikke er baseret på erfaring eller noget du har lært. Du ved dårligt, at du gør det. Det er ganske enkelt dit reaktive sind, der spænder ben for dig.” ”Der er også de ting, man gør, men ikke burde gøre. En slags kompulsiv trang til at gøre noget, man fornuftsmæssigt ikke synes, man burde gøre. Eller man gør noget mod andre, der ikke er én selv, skælder ud for eksempel. Fortæller ting, man ikke ville og bagefter fortyder, man sagde. Eller siger ikke til én, at man godt kan lide vedkommende.” ”Dybest set ved folk jo godt, der er noget galt. De ved bare ikke at det er det reaktive sind og at der er en løsning på det. Nemlig Dianetik. Unge i dag rammes af meningsløshed. Den virkelige verden synes forloren, overfladisk. En falsk facade. Så man faker den. Hvis man selv kan se, at der mangler noget, så må man jo fake den. Jeg har det skam fint, du” ”Nogle har bedrøvede tanker. Hvordan skal jeg komme igennem livet – Der er krig over det hele – Hvorfor sætte børn i verden – Hvad skal jeg bruge livet til – Jeg dør før jeg bliver 50. Den slags. Livet er en slags lidelsesprøve.” ”Selv når man har fået familie, dobbelt-garage, pensionsopsparing, børnebørn og udendørs smømmepøl, måske, så er den der stadig: Jeg har succes, men jeg er ikke lykkelig – Det er for hårdt – Der mangler et eller andet. Det er sådan den generelle fornemmelse. Hvad er det der mangler? Hvorfor er jeg ikke lykkelig?” ”Men nogle har også mere håndgribelige problemer, der er forårsaget af det reaktive sind. Hvordan kan jeg holde op med at græde om morgenen? – Klamme hænder – Bange for mørke og i den dur. Det er til at tage at føle på og de har et konkret problem, de kan se de ikke burde have.”

Medicin dulmer, men løser ikke

”Det generelle mismod ser man måske ikke som et direkte problem. Det er noget med en selv. Så må man have noget at dulme med. Jeg skal liige have lidt at dulme med. Det er så acceptabelt. Nervemedicin og medicin der dulmer – den pæne, lægeordinerede metode, måske endda med tilskud fra Sygekassen Danmark. Alkohol til at afslutte dagen, ”få det hele lidt på afstand.” Hash, ecstacy og coke giver en release; en pause fra det hele. De lever for næste weekends trip. Bagsiden er så, at dagen derpå rammes de ekstra hårdt. De bliver depri, angste, nogle holder op fordi de bliver bange for omgivelserne. På et tidspunkt er de bange hele tiden men tør ikke ta’ stoffer, for så bliver det værre. Så er den helt galt, og næst i rækken er lykkepiller, der tilbydes som en ”løsning” ... den ultimative ”dulmer” som lukker helt ned. Levende begravet.” ”Man kan også tage ud at rejse, når det hele bliver for meget. At rejse giver space! Men så kommer man jo hjem igen...” ”Løsningen er faktisk ikke at flygte fra det, men at konfrontere det. Det er det man gør i Dianetik, men gradvist. Man gør det trin for trin indtil man er Clear. Det er en meget specifik metode med et konkret mål. Det er ikke samtaleterapi hvor man kan ende hvor som helst. Nå, det var mormors skyld. Nej, det er en helt konkret metode til gradvis forbedring og til sidst Clear. Så er man fri og ren igen. Livet går op i en højere enhed, så man rent faktisk kan nyde de oplevelser, der er, og de ting, man kan købe osv. Uden Dianetik lever man simpelthen ikke i nuet.” ”Vi har hvad vi selv synes er mærkelige tanker. Mærkelige tanker som man ikke kan få væk igen; impulser om at springe ud foran en bil, knalde en dolk i ryggen på chefen og sådan noget. De kommer pludseligt, og man prøver at få dem til at forsvinde igen. Men det gør det faktisk bare værre, for så er de der hele tiden. Og vi tror de andre kan se hvordan vi har det. Så vi faker den. Så mødes vi på arbejdet og faker den overfor hinanden. Men folk er fucked op. ”How goes?” ”Kanon!”

Arven

”Arven er faktisk en interessant film i den her sammenhæng. Den handler om sønnens pligt overfor familien, familievirksomhedens mange medarbejdere og omverdenen, efter at den ”succesrige” far – iøvrigt – har taget sit eget liv. Hovsa da. Men sønnen arver pligten og skal videreføre det der er skabt, familiens ære – det er jo godt nok.Nu er jeg selv tredje generation i en jysk fabrikant-familie, så jeg kender lidt tankegangen. Men hovedpersonen i Arven begår hele tiden skadelige handlingder i forsøget på at løse problemer og skubber sit bedste aktiv, kæresten, væk fra sig i forsøget på at redde virksomheden. Han ender med at have reddet virksomheden, men har det ad h til med at være sig selv. Har han så klaret den?” – Så hvad skulle han have gjort. Hvad hvis han var Clear? ”Han havde et godt og lykkeligt liv før, og trods det at han har magten til at ændre det hele til sin egen fordel, inklusiv ressourcer i form af penge og en stor familievirksomhed, formåede han ikke at få det til at lande rigtigt. Hvorfor?” ”Som Clear ville han ikke være i tvivl om hvad han selv ville gøre, og han ville tænke klarere i løsninger, der gavnede alle de involverede. Han ville have styr på sine værdier omkring kæresten, familievirksomheden og de folk, han fyrer.” ”Det er jo en god film som faktisk viser hvordan man gør, når man gør sit bedste. Havde han været Clear, havde det nok mere været en Top Gun film hvor han reddede firmaet, kæresten og alle medarbejderne. En lykkelig slutning, også for ham selv, hvor han ville have været afklaret om hvor han ville hen med sit liv og havde nået sine mål. Men det er en meget realistisk film. Den viser det reaktive sind i fuld flor, både hans eget og hans omgivelsers. De har jo også et.” ”Den afspejler mange af de problemer, folk har. At de ikke kan få det forhold, de gerne vil. Det går altid galt. De får enten ingenting eller det forkerte – hvad hulen er dét for noget?”

Hver dag en oplevelse

Folk er stressede, har svært ved at nå det hele, lider af stresset nervøsitet ved ikke at kunne overskue tingene. En del af det de ikke kan overskue, er meningen med det hele. Nu har de købt en ny tørrerumbler, og så skulle den sådan set være på plads. ”Så, nu er vi endelig i stand til at være lykkelige!” – men så opdager de næste dag, at der stadig mangler noget. Det der mangler i livet, er at få styr på det det reaktive sind, at blive Clear. At blive Clear giver dig en stabilitet og en base, en indre ro og selvsikkerhed. En utrolig fornemmelse af at være dig selv. Ren. Fri for tvangstanker og mental støj. Man ved at man ikke har brug for dulmen, faktisk har man slet ikke tanken. Som Clear oplever man meget, fordi hver dag er en oplevelse. Man er ovenpå. Man kan udnytte sit fulde potentiale. Fra at stå i et rod der forekom overvældende af støj både udefra og indefra, står man nu i et tårn og skuer ud, luften er frisk og der er stille og man kan se så langt øjet rækker.